Ny bog på vej 2021

For enden af regnbuen

I en tid præget af Corona, afstand og håndsprit, synes foråret længere væk end nogensinde før. De store sneflager fra en grå himmel i april gør det ikke nemmere at se lyset for enden af tunnellen – eller skal det mon findes for enden af regnbuen? Måske, hvis du spørger forfatterparret, Inge Hebsgaard og Anja Korslund, der i disse dage skriver på livet løs. Hør, hvordan det farvestrålende naturfænomen har inspireret de to forfattere bag serien denne gang, og hvorfor den næste bog lader vente på sig.

Af Johanne Bruun Carlsen

Mørke tider

Duften af friskbrygget kaffe breder sig i det hyggelige køkken, hvor vi har sat os ned til en snak om den længeventede efterfølger til Ønsket. Bevæbnet med håndsprit og afstand drister vi os til at smide maskerne, inden snakken for alvor falder på dét, der er årsagen til interviewet. Den nye bog.

”Det er helt vildt, at der er gået så lang tid siden sidste bog udkom,” sukker Anja, mens hun lader hænderne glide hen over Ønsket, der udkom for en håndfuld år siden. ”Det var slet ikke meningen, der skulle gå så længe,” tilføjer hun og ser på Inge, der tager ordet.

”Vi er jo meget bevidste om, at for hvert år der går, risikerer vi, at de første læsere vokser fra serien. Dem, der fulgte os i starten, er jo blevet ældre.” Inge ser ned på forsiden af Ønsket. ”Der er sket meget siden sidst. Ikke bare det seneste år, men også siden serien startede.”

”Og selvom Covid-19 fylder meget i medierne, skal det altså ikke fylde i vores bøger,” slår Anja fast. ”Men at bogens personer ikke støder på Corona, betyder jo ikke, at det ikke har påvirket handlingen. Det har det i høj grad. I hvert fald selve stemningen.” Anja ser eftertænksomt ud mod marken, som ligger i forlængelse af den store have. Med store vinduespartier for enden af køkkenet er det ikke svært ikke at få øje på den åbenlyse inspirationskilde; hestene.

”Mørke tider og en mere dyster handling er vist kodeordene,” udbryder Anja alvorligt, mens Inge grinende tilføjer, at der stadig er humor på spil. ”Nu skal det altså ikke være død og ødelæggelse det hele,” siger Inge med et glimt i øjet, der ikke er til at tage fejl af. Hun har ikke tænkt sig at opgive den humoristiske pen. ”Vi skal jo være tro mod karaktererne, og farfar Aage er ikke sådan én, der lige lader sig slå ud.” 

Regnbuen

Hvis Corona ikke har fået spalteplads i bogen, hvori afspejles så de mørke tider, spørger jeg forfatterparret, der skutter sig i stolene foran mig.

”Altså, uden at afsløre for meget,” begynder Anja forsigtigt, ”så har vi ladet os inspirere af den nordiske mytologi og Bifrost. Jeg er jo geografilærer med en naturlig interesse for vejrets fænomener.” Anja ser på sin mor, inden hun fortsætter. ”Bifrost er jo symboliseret med en regnbue, der forbinder menneskenes og gudernes verdener. Vi synes, det var oplagt, at læserne skulle tættere på Zheras verden.” Anja lader Inge få ordet.

”Zhera er jo en astro-hest, som læserne møder i flere former. Det er kun vores hovedperson, Mikkel, der kan se hende.” Inge smiler. ”Ja, og så Aage. Det er jo ham, der har givet Mikkel den her helt specielle bog, der har sider, der skriver sig selv.” Inge og Anja udbryder næsten i kor, at det må være enhver forfatters drøm – at siderne skriver sig selv.

Inspiration fra læserne

”Ideen om at forbinde de to verdener kom faktisk til os fra en læser. Altså indirekte.” Anja tager et nip af kaffen, inden hun fortsætter. ”Der var en læser, der fortalte, hvordan hun havde fundet ro midt i sorgen over tabet af sin pony.” Anja lader atter blikket glide ud mod hestene på marken, inden hun fortsætter. ”Det gik lige i hjertet på os. At der var den her lille pige, der havde mistet sin pony, og så havde hun bearbejdet sorgen ved at tænke på Zhera. Altså, at vores astro-hest bød hendes pony velkommen i hesteriget i himlen. Det er en smuk tanke, ikke?”

”Vi er så taknemmelige for den feedback, vi får fra læserne,” udbryder Inge spontant. ”Det er jo dem, vi skriver for; selvfølgelig skriver vi også, fordi vi har noget på hjerte og hygger os med projektet, men det er jo helt fantastisk, hvis man kan være med til at danne billeder i børns fantasi.” Inge ser taknemmeligt op på et familiebillede, der hænger i køkkenet. Små aftryk af børnebørnenes hænder sætter tydeligvis tankerne i gang. ”Vi skriver jo for deres skyld. Både for store og små læsere. Og så håber vi selvfølgelig, at vi rammer flere lag, så både de helt unge og de lidt ældre læsere får noget ud af vores bøger.” Inge sender naturligt ordet videre til Anja, der sætter et fint punktum for dagens interview.

”Ja, vi håber naturligvis, at de trofaste læsere fra starten har lyst til at tage med videre på rejsen. Vi har meget mere på hjerte. Kærlighed, venskab, sorg og sammenhold er alt sammen temaer, der appellerer bredt. Det håber vi, læserne vil give os ret i, når først bogen rammer hylderne.” Anja sender mig et drilsk smil, der indikerer, at hun ikke kan afsløre en dato endnu.

”Nej, der kommer desværre til at gå en rum tid endnu, ” slår forfatterparret fast. ”Vi har simpelthen for mange løse ender endnu. I må væbne jer med tålmodighed. Men den skal nok komme. Så meget lover vi.”

Indtil da er der vist ikke andet at gøre end at afvente nærmere. Nu har jeg i hvert fald fået makkerparrets ord for, at bogen er på vej.